Historie

I anledning af foreningens 25 års jubilæum den 11. februar 2006, holdt den daværende formand Jytte Kjær denne tale:

Jytte Kjær

Aller først vil jeg gerne ønske os alle sammen hjertelig tillykke her på jubilæumsdagen. Tillykke med de 25 år.

Det er nu lidt underligt at skulle gratulere med 25 år her i 2006, når vi i 1985 holdt 50 års-jubilæum.  Det er der jo som alle ved, en forklaring på. I øvrigt meddelte DDH os, at vi ikke måtte fejre 50 års jubilæum, når vi var udmeldte. Vi meddelte da DDH, at det gjorde vi nu alligevel, da det jo var den samme forening, blot at vi havde meldt os ud af det fællesskab. Og sådan blev det.

Men altså hjertelig tillykke med de 25 år. Men i særdeleshed vil jeg ønske de skiftende bestyrelser, som har siddet i de nu forgangne 25 år, tillykke.

Tillykke med, at I har formået at gøre det store stykke arbejde, som det er, at sidde i en bestyrelse og ikke mindst i en bestyrelse som vores.

Også tillykke til menige medlemmer, som har holdt ved foreningen. Nogle gennem alle årene, nogle er kommet til senere.

Vi er alle sammen glade for vores forening.

Jubilæer er gode, fordi de giver os anledning til at se tilbage på den udvikling, der har ført til begivenheden. Jubilæer er et stykke historie, som vi har godt af at have med os. Hvis ikke vi kender baggrunden, kan vi slet ikke forholde os til fremtiden.

Jubilæumsdagen er faktisk den 1/1 men det var nok fornuftigt, ikke at holde det på den dag.

Allerede ved generalforsamlingen i 1978 var en udmeldelse på tale. På det tidspunkt var vi nødt til at hæve kontingentet, fordi det var mange penge vi skulle betale til hovedforeningen.

Jeg husker tiden fra vi begyndte at tale om udmeldelse, til vi havde den på plads, som en meget travl og også meget hård periode.

Situationen var den, at jeg var blevet valgt til næstformand i hele den midtjyske kreds. Det var der, jeg fik øjnene op for, hvor mange penge vi sendte videre i systemet. Vi betalte nemlig kontingent til kredsforeningen og vi betalte også kontingent til hovedforeningen. Jeg fornemmede, at vi kunne udnytte de kroner langt bedre selv, hvis vi gad arbejde for tingene lokalt. Min bestyrelse var heldigvis med på at gøre det arbejde der måtte gøres.

Det var en lang og sej kamp med alle formaliteterne. Det var meget meget svært at modstå den kritik og den overtalelsesevne, som både kredsformand og landsformand lagde for dagen. Vi blev ikke spået lang levetid. Det har vi heldigvis gjort til skamme, netop ved at kunne fejre dagen i dag.

Jeg husker specielt en søndag eftermiddag, hvor jeg blev ringet op af landsformand Bitten Pedersen. Vi talte i timer om den udmeldelse. Hun ville selvfølgelig gerne, at vi forblev medlem af det store fællesskab og det var jo naturligt, at hun kæmpede for sit, ellers havde hun jo ikke været den rigtige formand. Formanden fortalte os også, at vi var en vanvittig dygtig bestyrelse (det kunne jeg selvfølgelig sidde og nikke til) og at det netop var sådan nogle som os, der var brug for i Hovedforeningen. Det syntes vi nu også selv. Formanden skrev også læserbrev til de lokale aviser, og et brev til hvert enkelt medlem om at besinde sig.

Det var knap så rart. Vi stod heldigvis godt fast i den jyske muld. Kredsformanden gjorde også sit, og hun var ikke specielt betaget af mig i den tid. Det medførte jo selvfølgelig også, at jeg bestemte mig for at forlade min post i kredsbestyrelsen. Så inden vi begyndte hele processen meddelte jeg, at jeg ikke stillede op ved næste generalforsamling. Det var der mange spørgsmål til, hvorfor jeg ikke gjorde, når jeg nu kun havde siddet én periode og jeg var den yngste overhovedet. Jeg kunne jo ikke fortælle, hvad den egentlige grund var, før vi havde fået det godt og grundigt forberedt her i vores lokale forening.

Da kredsbestyrelsen fik at vide, at vi ville melde os ud, blev der holdt krisemøde. Vi holdt mødet her i Bjerringbro, i Andelsbankens kantine. Der mødte 3 fra kredsbestyrelsen med formanden i spidsen og så hele vores bestyrelse. Det var ikke et ret spændende møde, men vi talte ordentligt om tingene.

Da vi i bestyrelsen havde forberedt udmeldelsen grundigt, gik vi til generalforsamlingen for at få opbakning til at arbejde videre med sagen.

Vi forklarede også, at hvis vi ikke ved den afgørende generalforsamling fik et entydigt mandat til udmeldelse, ja så gik hele bestyrelsen af, og man skulle være klar over at det man i modsat fald overtog, var en forening under DDH, men uden bestyrelse overhovedet.

Set i bakspejlet var det vel lidt af en trussel, men vi lagde hårdt op, for at forklare, at det her, var noget vi i bestyrelsen var fuldstændig enige om, meget opsatte på, og at vi mente noget med det.

Det var godt jeg havde en så god og loyal bestyrelse på det tidspunkt.

Ved den afgørende generalforsamling stillede både kredsformand og landsformand op, uden at vi vidste det. I kan tro der var noget adrenalin der pumpede, da de to damer ankom.

De fik selvfølgelig taletid. De gjorde hvad de kunne for endnu engang at få os til at skifte mening.

Vi fik heldigvis fuld opbakning af medlemmerne til vores synspunkter. Der deltog 56 medlemmer i den sidste og afgørende generelforsamling. Der var 55 stemmer for en udmeldelse og én blank.

Det var et resultat der talte for sig selv. Hvor var vi lettede og glade, og vi fik en masse energi til at gå videre. Og det er der så mange skiftende bestyrelsesmedlemmer, der siden har haft og rigtig mange tak for det.

Navnet har været diskuteret gennem de 25 år, der nu er gået siden vi blev en selvstændig forening. Det blev såmænd også diskuteret før den tid. Det der vel skurrer lidt i ørene er navnet ”husmoder”. Jeg skal nok lade være med at diskutere navnet her i dag, eller i hvert fald mens jeg står her. Men jeg vil gerne give betegnelsen ”Husmoder” et par ord med på vejen.

Desværre handler meget i dag om fornemme titler, skønt det ikke siger noget som helst om mennesker og hvordan de ellers gebærder sig.

For mig er titlen Husmoder én af de flotteste titler vi overhovedet har. Den titel dækker over så forfærdelig mange, og jeg vil nævne nogle stykker: hustru, ven, mor, bedstemor, husholderske, barnepige, kokkepige, rengøringsassistent, indkøbschef, havearbejder, planlægger, underviser, chauffør, syerske, sjælesørger, regnskabschef og mange flere.

Kan I nævne mig andre titler, der dækker over så mange funktioner, – jeg kan ikke.

Men vi skal ikke beklage os, vi har selv valgt det. Enten ved at vi gerne vil, eller ved, at vi ikke har sagt fra i tide. Vi skal være stolte over at have titel af husmoder.

Her i foreningen, har vi gennem alle 25 år haft rigtig mange gode og spændende arrangementer og foredrag. Foredrag, vi som husmødre har kunnet identificere os med, lytte til og lære af. Eller måske ryste lidt på hovedet af. Vi er en meget forskellig flok, dels på alder, men også hvad angår interesser og baggrund.

Det er jo netop det, der gør det spændende og givtigt at komme her. Vi får talt med andre og vi er sammen om noget fælles, nemlig vores forening.

I et af de første blade i denne forenings historie nemlig nr. 1 i 1982, da sammenlignede jeg vores kontingent med prisen på: 4-5 ugeblade, eller 2 biografbilletter. Og hvordan ser det så ud i dag:

Kontingentet er kr. 60,-

4-5 ugeblade = ca. 120,00

2 biografbilletter= ca. 140,-

Vi har altså et meget billigt kontingent. Det er altså kun halvt så dyrt at være medlem nu, som dengang. Det er da værd at tænke over.

I 1978 begyndte vi med en privat legestue. Det var dengang da det offentlige ikke havde de tilbud. Arbejdsmarkedet ser i dag ganske anderledes ud, og der er et helt anderledes behov for at få børn passet i dag, end der var dengang.

Men hvor var det hyggeligt at komme på besøg i vores legestue, som dengang holdt til i kælderen på Egeskovskolen. Det var hver onsdag eftermiddag og vi begyndte med at have 15 børn men snart var vi 18, og det tal steg støt. Legestuen blev kørt videre i den nye forening, med fuld fart på. Ja det gik så godt, at vi allerede i 1983 måtte ansætte én mere til at passe børnene, vi havde en lang venteliste til legestuen. I dag ville de lokaler slet ikke kunne tillades brugt til det formål. Men det gik jo endda.

I 1976 havde vi startet en besøgstjeneste, den blev selvfølgelig også kørt videre i den nye forening, og den fungerer jo i allerbedste velgående endnu.

Forbrugergruppen var også ét af de initiativer, der blev ført med over i den nye forening. Forbrugergruppen var startet i 1977. Dengang tror jeg faktisk, at forretningslivet var lidt ”opmærksomme på os”.  Vi holdt møder med Handelsstandsforeningen, ret positive møder. Vi var her jo ikke for at genere nogen, tvært imod. Vi offentliggjorde jo heller aldrig navne på de forretninger, der var dårlige ting ved. Vi gik direkte til dem og fortalte, hvad vi oplevede, både positive og negative ting.

Nogle gange var de måske lidt bange for os, men det var jo godt nok, så oppede de sig. I dag er kunder eller brugere en helt anden slags. De brokker sig her og nu over hvad som helst. Dengang var man ikke så frie. Det var nemmere at lade os komme med kritikken, end selv at stå frem. Vi gjorde også meget for at få de positive ting frem, og få det fortalt.

Vi lavede dengang – for 25 år siden, en undersøgelse blandt forældre til børn på vores skoler om, hvordan de opfattede deres børns skolegang. Det bemærkelsesværdige var, at de forældre ikke ville lægge navn til, for som de sagde, det kunne jo gå ud over vores børn, hvis de sagde noget ufordelagtigt. Dengang havde vi ikke skolebestyrelser, de kom først omkring 1990. Vi havde skolenævn, men de havde slet ikke de beføjelser som bestyrelserne har i dag. Og de var i øvrigt også ganske nye. Vi sagde tingene for dem og det kom der både avisskriveri og lærerreaktion ud af, men vi fik det sagt.

Vi fik faktisk peget på mange ting dengang. Vi fik også peget på ulemper for handicappede og vi fik kommunen til at sætte nogle bænke op på forskellige steder, ligesom der også blev peget på fortovsopkørsler m.v.

Dengang var det også os der stod for Martha-skolen. Skolen var blevet oprettet i 1948 og overgik til Ungdomsskolen i 1983.

I 1980 begyndte vi med juleklubben og dermed vores juletombola, en rigtig god og kreativ periode. Juleklubben havde vi heldigvis mange år frem. Dengang var det overvejende hjemmelavede ting, der var gevinster. I dag køber folk det, de skal bruge og jeg gad vide, hvor mange der i dag ville bryde sig om de ting vi fremstillede dengang. Nogle måske, men de fleste ting i dag er fabriksfremstillede. Jeg har selv flere ting derhjemme som stammer fra juletombolaen, og jeg tænker hver jul med tilfredshed og lidt nostalgi, på juletombolaen, når jeg tager tingene frem.

Juletombolaen udviklede sig til Hønseringen. Når der ikke blev fabrikeret juleting, eller julegaver til vores julemøder lavede vi påsketing og vi syede også tøjdyr til legestuen.

Vi fik i 1985 kontakt til Husmoderforeningen i Varberg. Vi satsede på en venskabsforening og vi fik da også besøg af foreningens formand Vivi-Anna Samuelsson.  Vi fik også kontakt til Norge.Vi brevvekslede dengang nogle gange, men det gled ud igen. Dengang tog man ikke så nemt som i dag, en smuttur mellem Danmark og Norge. Og e-mail eksisterede ikke hos os.

Vi indledte et samarbejde med andre udmeldte foreninger. I 1983 var Randers, Gjerrild, Assentoft, Demstrup, Sdr.Hald, Grenaa og Viborg også udmeldte. De havde fulgt vores eksempel med at udmelde sig og starte på en frisk. Vi bistod med mange gode råd og vi havde faktisk en del rigtig gode fælles arrangementer hos hinanden. Vi indførte eksempelvis, på vores initiativ, en ”Pigernes fridag”. Vi var de første, der arrangerede og det foregik på den måde, at vi og de andre deltagende foreninger, begyndte dagen i Bjerringbro Kirke, hvor pastor Fårvang hold gudstjeneste. Herefter var der frokost på Madsens Hotel, med efterfølgende underholdning af forfatter og kriminalassistent Tove Nielsen. Bordene var pyntede med påsketing og der var lavet påsketing til gevinster. Alt sammen lavet af Hønseringen.

Vi husker også alle sammen alle de gode julemøder vi har haft, med rigtig mange deltagere. I 1984 var vi 145 til Nissejul. I 1985 var vi 162 til Stjernejul.

1981 var jo det første år som selvstændig og ved julemødet det år, da uddelte vi for første gang juledekorationer til dem der havde tegnet nye medlemmer. Det fik avisen en overskrift ud af der hed: ”Utraditionel medlemshvervning”. Det var noget nyt at man gjorde det sådan. Nu om dage er det jo helt almindeligt at folk bliver belønnet med gaver, når de tegner nye medlemmer til alt muligt.

I 1984 var nettotilgangen af medlemmer 48 – da var vi rigtig stolte. Vores kontingent var dengang kr. 40,-

I 1985 udvidede vi bestyrelsen til 9 medlemmer.

Det var også i 1985 vi fejrede 50 års jubilæum. Jeg husker det som en fantastisk dag. Vi fik mange gaver og hilsener. 177 medlemmer deltog i frokosten. Der var taler, sange og gaveuddeling. Jeg husker også, at en anonym giver, et af vore trofaste medlemmer, som jubilæumsgave, broderede vores navn i guld på fanen, vedkommende ville ikke have sit navn frem. Så jeg tror nok jeg er den eneste, der ved hvem det var. Når jeg ser fanen, sender jeg lige en lille hilsen op til vedkommende.

I 1986 var vi kommet op på over 500 medlemmer. Da jeg blev formand var der 197. Jeg havde ved min tiltræden det mål, at medlemstallet skulle fordobles og det skulle være almindeligt, hele tiden at omtale Husmoderforeningen og det skulle være positiv omtale. De ting lykkedes og skiftende bestyrelser har formået at bibeholde den positive omtale.

I 1986 blev der skiftet formand.

I dag er der ca. 10.000 medlemmer i Aktive Kvinder. Da vi startede var der 30.000 i DDH. Kontingentet ligger for lokalforeninger mellem kr. 175, og kr.  225,-. Vi ligger på kr. 60,00

Jeg er stolt af vores forening.

Endnu engang, rigtig hjertelig tillykke med jubilæet og en tak til de skiftende bestyrelser, som gør det muligt for os i dag, at fejre dagen.

Tak skal I have.